Takker, basen er helt hjemmelavet. Jeg er inspireret af følgende 2 vejledninger, men jeg har tilføjet mine egne ideer, dels af hensyn til skalaen, der med 1:72 jo giver en noget anden virkning end 1:350 eller 1:700, dels af hensyn til materialernes tilgængelighed.
http://modelshipwrights.kitmaker.net/modules.php?op=modload&name=Sections&file=index&req=viewarticle&artid=3075 og
http://modelshipwrights.kitmaker.net/modules.php?op=modload&name=Sections&file=index&req=viewarticle&artid=2527Først er der skåret en base i MDF – jeg kan godt lide MDF, det er dels tungt, dels reagere det ikke på vandholdige materialer som lim og spartelmasse. Det betyder ikke at det er vandfast, der skal bare meget mere end lim der tørrer til at påvirke det.
Skroget på u-båden er skåret op inden skroghalvdelene blev limet sammen – en alm. fukssvans er fin til jobbet… Det behøver ikke være så pænt, for båden skal nedsænkes i…
Et stykke flamingo på ca. 10 mm skæres til og der skæres et hul svarende til ubådens omrids – flamingoen limes på MDFén
Med en meget grov træfil har jeg taget af flamingoen for at få de store dønninger frem. Vand er en sjov ting når vi taler om hav – det er sjældent helt glat og der er ofte en variation af krusninger imellem bølgerne der giver en masse liv, men som er svært at fange hvis man bygger det.
Herefter har jeg limet en dekorativ træramme på, den er ca. 3 mm tyk, såret pænt i smig i hjørnerne og derefter bejset og lakeret. Rammen er skåret til så den følger konturen på de store dønninger.
Det hele har fået en gang spartelmasse for at binde ”fnulleret” fra flamingoen – jeg har brugt den færdigblandede til gibsvægge – ikke af anden grund, end at den have jeg stående i forvejen…
Herefter har jeg arbejdet med skroget til ubåden til det har nået et niveau hvor det grundlæggende er færdigt. Skroget er sat på et stykke ”krympefolie” fra køkkenet og limet ned i det forberedte hul i flamingoen. Folien beskytter nu skroget med de næste processer i at opbygge vandet.
Med den samme spartelmasse er mellemrum mellem skrog og flamingo fyldt ud så konturerne bevares helt ind til skroget. Efter at spartlen er tørret godt op, sidder skroget nu urokkeligt fast på basen – stadig beskyttet af folien.
For at skabe de mindre krusninger har jeg i stedet for alm. aluminiumsfolie brugt den noget kraftigere ”alucraft” – et produkt der er blevet benyttet en del indenfor byggeriet som varmereflektor og dampspærre, men som efterhånden vist ikke bruges ret meget mere men i stedet er erstattet af en ren dampspærre i form af plastik. Det stykke jeg havde liggende stammer fra en mindre ombygning i huset.
Fordelen ved alucraften i denne skala er, at når du krøller den sammen, så bliver folderne større og passer bedre rent skalamæssigt til 1:72 end en alm. alufolie ville.
Alucraften klippes til så den passer med kant/skrog og limes på med alm. hvid lim og gives tid til at tørre godt op – specielt ved kanterne skal den hæfte godt så hulrum undgås.
Jeg har givet overfladen en sort grunder i form af en helt alm. vandbaseret sort beregnet til træværk. Jeg kan godt lide sort som grunder, da jeg synes den giver den efterfølgende bemaling en fin dybde og gode skygger. Jeg er også sikker på, at den skinnene overflade på alucraften er lukket helt væk.
Vandet er malet med oliefarve – små tuber købt i ”Tiger” – og fortyndet med alm. terpentin. Olie er lang tid om at tørrer så det giver mulighed for at bearbejde og udjævne farver og skygger længe. Der er brugt blå, sort, hvid, grøn og det lavere liggende områder er mørkest og de høje områder er gjort dels lysere med også med en grønnere tone for at antyde mere transparans. Det lyder avanceret, men selve maleprocessen tog ikke mere end 20 – 30 min.
Tørretiden på olien er ret lang, men det hjælper at den er fortyndet og lagt på i et tyndt lag.
Dagen efter fik den et overspray med en lak på ”rasledåse” fra Hem og Fix som effektivt forsegler olien og gør klar til næste fase som er en drybrush med hvid som fremhæver konturerne på krusningerne.
For at give det hele lidt dybde har jeg lagt et lag Acryl Gel på – det er et produkt der anvendes til at give maling fylde og struktur og komme i mange varianter – den jeg bruger er klar og tørrer op transperant. Fordelen er at den tilføjer det hele lidt dybde og en vis ”3-D” effekt. Den kan ydermere tonens hvilket jeg har gjort med lidt vandbaseret hvid for at lave kølvand og skum omkring stævn og skrog.
Før skummet er lagt på, er krympefolien skåret af, så man skal være lidt forsigtig med farveladen og skroget ...
Højde og struktur i skummet er lavet ved at lime vat på i tynde strimler og så give dem en tur med en hvidlig gel.
Når gelet kommer på er det i sig selv hvidt og tørretiden er ret lang – det betyder at med lidt tålmodighed kan der laves lidt struktur i det – og ved at tilføje endnu et lag, har jeg fået udjævnet den hvidlige gel medens den endnu var lidt våd.
Gel bør ikke lægges i for tykke lag da det giver dels en pokkers tørretid, men også problemer med at den synker. Jeg har lagt min på med pensel, så vi snakker vel omkring ½ mm tykkelse.
Det var vist det – det er i hvert fald det jeg har gjort for at opnå det viste resultat, men det kan varieres efter behov og præferencer.