Jeg ved godt at jeg har været ude af "gamet" nogle år, men jeg syntes alligevel at jeg vil anmelde (læs advare) Revell´s 1:48 Focke Wulf A8/R8 byggesæt.
Jeg er endnu ikke færdig, men på basis af det jeg har oplevet med sættet indtil videre vil jeg gerne komme med følgende betragtninger.
Sættet er som sagt Revell´s 1:48 Focke Wulf, pakken ser således ud:

Sættet er markeret med Niveau 4 i sværhedsgrad men lad mig sige det med det samme. Dette sæt er sværhedsgrad 5+++ og det skyldes en kombination af den måde sættet skal samles, samt de mangler der er fra producenten i kvalitet og tolerancer. Mere om det senere.
Ved første øjekast går det øjeblikkeligt op for en at sættet er af dårlig kvalitet. Der er enormt mange støbegrater, og flere steder på de større elementer er der dybe mærker fra støbningen. Det ligner der har lagt noget krøllet plastic i formen da man støbte sættet.
Når man dernæst får pillet nogle elementer ud af sættet og prøver at test-fitte dem opdager man også at der er noget helt galt. Og det er der faktisk.
Sættet er i forhold til skalaen (1:48) ikke særlig detaljeret. Der er ikke en rigtig motor med, og udstykningen af våben er kun små pinde der skal simulere maskinkanonerne. Motoren består af en kølemekanismen til at køle motoren med der sidder bag propellen, og det er faktisk det. Der er ingen flaps, eller smådele som byggeren kan tage stilling til om skal stå i den ene eller anden position, og mest af alt minder det faktisk om et skala 1:72 byggesæt der bare er forstørret op.
Interiøret er ej heller særlig detaljeret til trods for det dog består af nogle dele. Til gengæld har man valgt at lave cockpittet med en hel del flade mod flade samlinger så det gælder om at holde tungen meget lige i munden når dette bygges. Detaljerne på kontrolpanelerne er ikke særlig gode, og jeg ville ønske man havde lavet "blanke" paneler og lagt en stak transfer decals med til ure, knapper og kontakter.
Personligt valgte jeg at "krydre" mit cockpit med hjemmelavede seler til sædet, samt lidt rør / ledningsføring.
Man har valgt at lave dette sæt således at undersiden af vingerne er i et langt stykke med en del af bunden af flyet. Hernæst 2 dele overvinge som skal limes på. Overdele og underdel kunne faktisk lige så godt være fra to forskellige sæt. De passer ikke sammen. Desuden er der kun en enkelt styretap på vingedelene så man kan ikke få fikseret de to dele ordentligt når man limer dem sammen. Ud over det er hjulbrønden til landingsstellet en løs enhed for sig selv, og skal monteres samtidig med vingerne limes sammen.
Der er også et alvorligt issue omkring vingerne der ikke passer til monocoque´n. Her oplevede jeg at der var en del luft i begge sider (op til 2mm) hvilket igen giver problemer omkring motorinddækningen som skal samles for sig før den monteres, men som passer ind over nogle dele af vingerne. Dette kunne dog løses delvist ved at lime en "afstivning" i form af en tændstik i bunden af monocoque´n der "skiller" de to dele lidt ad og dermed giver mindre gap til vingerne. Dette giver så blot det resultat at hvis man ikke har fået limet den bagerste del af monocoque´n ordenligt sammen skiller det hele ad igen.
Der er dog ting jeg betragter som små lyspunkter, for det hele skal selvfølgelig heller ikke være negativt. Propellen syntes jeg er rigtig godt lavet. Her skal selve "næsen" samles med kølepropel og aksel, og propel bladende der alle 3 er løse i æsken skal monteres hver for sig. De kan også vinkles, ligesom der er en god detalje med "tandhjul" i bunden af propelbladene.
Pladesammenføjninger, serviceluger osv er meget fint aftegnet på sættet og giver mulighed for noget fint shading når sættet skal males. Der kan hvis man ønsker det også laves modifikationer til visse dele, heriblandt har jeg selv valgt at skære haleroret af således dette kan vinkles og limes på igen.
Men alt i alt må det siges at dette sæt er MEGET fejlbehæftet og jeg ville hvis jeg skulle bygge en FW190 igen i 1:48 helt bestemt vælge et andet mærke. Sættet er til MEGET avancerede byggere da det kræver meget opfindsomhed og mange patentløsninger for at blive samlet. Man kan IKKE bygge det direkte ud af kassen med en skalpel og en tube lim i hånden. Der skal spartles, slibes, skæres og spartles endnu mere for at dette sæt bliver bare nogenlunde. Og det virker meget omsonst når sættet trods alt ikke er særlig detaljeret.
Her er et link til en anden anmeldelse af sættet på Engelsk. Anmelderen har haft en del andre problemer end dem jeg har oplevet, selvom der er gengangere (især omkring vingerne), hvilket leder mig til at tro at kvaliteten er meget dårlig på sættet fordi fejlene varierer fra sæt til sæt...
http://www.dogfighter.com/Focke-Wulf-Fw-190-G-8-148/0287.htmlMvh
Ruben