Måske lidt fesent at starte en tråd når billederne ikke er klar, men desværre kan kameraet ikke kobles til iPad, så det må ordnes på arbejds pc'en i morgen. Så indtil videre bliver det bare en lille præsentation.
Mit første diorama skal være et klassisk skagenshus - gult med rødt tegltag. Jeg har selv arbejdet på massevis af den slags huse, men når nu den tid er ovre, så kan jeg i det mindste bygge et på mit køkkenbord

Jeg tænkte at der, i det her valg af projekt, vil være de udfordringer som kan være spændende når nu man er helt ny i det her. For det handler for mig om at få afprøvet materialer, værktøj og idéer for at få erfaring.
Anyway, huset bliver bygget op i 5 mm skumplader, hvor vinduer og døre skal laves i balsatræ. Tagkonstruktionen skal ligeledes rejses i balsalister hvis jeg kan finde noget passende til den tid.
P.t er elementerne skåret ud - inkl. vinduer og døre. "Murene" har fået pudslag som er en strukturpasta som er duppet på med en lille svamp. Jeg synes effekten var som jeg ønskede.
Næste skridt bliver nok at få samlet huset og malet det. Det kan sikkert tage lidt tid at få blandet den helt rigtige "skagensfarve", da en forkert nuance jo nærmest er blasfemi

Nå, men jeg satser på lidt billeder i morgen.