Generelle betingelser
Den til enhver tid siddende moderatorgruppe definerer salgsbetingelserne. De gældende betingelser er vedtaget af moderatorgruppen og er gældende fra den 8. marts 2018.
Alle brugere af danskemodelbyggere.dk kan benytte forum til at handle med byggesæt og materialer til brug ved modelbygning. Privat salg er gebyrfrit, mens CVR-registrerede sælgere og brugere, der erhvervsmæssigt sælger for andre (kommission), afkræves et årligt gebyr på 500 kr. til forummets drift. CVR-registrerede sælgere får eget subforum (side) og bannerreklame gældende i et år.
Der er som privat sælger mulighed for at annoncere på tre forskellige måder:
- Alm. salgsopslag som alle andre private. Gratis.
- Fremhævet salgsopslag, som bliver i toppen af salgssiden. Pris: 50 kr/år.
- Subforum (side), hvor man kan oprette flere salgstråde. Pris 100 kr/år.
Salgsopslag med varer, der ikke er relevante for modelbygning, vil blive fjernet, og sælgeren bliver orienteret derom. Gentagne opslag af denne type fra samme bruger fører til en advarsel. Ligeledes vil opslag med ulovligt producerede kopivarer (recasts) blive lukket, men denne type opslag udløser øjeblikkeligt en advarsel. Er man i tvivl om, hvorvidt éns vare(r) kan sælges på danskemodelbyggere.dk, bedes man kontakte moderatorgruppen.
Betingelser for salgsopslag
Et salgsopslag oprettes som et ”nyt emne” med en god, beskrivende titel. Opslaget kan indeholde en eller flere varer, og pris(er) og leveringsbetingelser skal fremgå tydeligt. Vil man kontaktes af købere via andre kanaler end forum, skal dette også fremgå. Endelig anbefales det at beskrive den enkelte vare, f.eks. med angivelse af producent, serienummer og evt. et billede.
Der kan oprettes én salgstråd pr. bruger. Eneste undtagelse er, hvis man samtidig bortgiver noget; så kan der oprettes en tråd til salg og en anden til modelting, der bortgives.
Salgsopslag, hvor varen/varerne er solgt, skal markeres med "SOLGT", hvorefter en moderator vil slette opslaget.
Man kan med fordel lade det fremgå med et ”svar”, når nye varer er tilføjet.
Moderatorerne vil rutinemæssigt gennemse alle salgsopslag. Hvis et opslag ikke har været besøgt eller redigeret i mere end et år, vil en moderator kontakte sælger, så vedkommende kan afgøre, hvorvidt det skal bestå. Besvarer sælger ikke denne henvendelse inden for en måned, forbeholder moderatorgruppen sig ret til at slette opslaget uden videre.
Salgsopslaget kan med fordel promoveres i Danske Modelbyggeres Facebook-gruppe. Det er sælgers eget ansvar at holde øje med, hvorvidt nogen byder på samme vare(r) både dér og på forum, og sørge for at salgsopslaget holdes opdateret.