Som flere andre her på forum samlede jeg plastikmodeller som barn/ung. Udførelsen af samling og dekorering var ikke noget at råbe hurra for, dels p.g.a. primitivt værktøj, dels p.g.a. manglende viden, dengang flød informationerne jo ikke så let som de gør i dag. Og så alligevel er det ikke så let at komme i gang igen.
Jeg tænker at starte et tema, hvor jeg på en eller anden måde har en relation til originalen, og dybest set er det nok fordi modellerne vil virke som samtalestykker, der hvor de står. Tænker på modeller af disse:
- Den første flyvemaskine, jeg fløj i.
- Den første svæveflyver, jeg fløj.
- Mine forældres yndlingsbil.
- Min første bil.
- Min drømmebil.
- Mine yndlingsracerbiler fra race-simulatoren.
- Plus flere transportmidler, der betyder noget for mig.
Udrustet med en liste med disse forbilleder tog jeg så til områdets mest vel-assorterede butik for plastiksamlesæt og finder kun ét relevant samlesæt - der skulle bestilles! Kigger derefter på nettet og forstår, at mange samlesæt er gået ud af produktion.
Dette er ikke nogen kritik af nogen som helst, for jeg kan godt forstå, at ingen butik har råd til at ligge inde med alverdens plastiksamlesæt på lager, indtil en som mig kigger ind og gerne vil købe ét bestemt til en fornuftig pris.
Det, jeg ligesom kan regne ud er, at man løbende må holde øje med, hvad der kommer på markedet, og så købe inden sættet går ud af produktion - eller hvordan?
Så der er for og imod at starte, hvor det afgørende spørgsmål nok er, om jeg skal opgive mit "personlig-relation-tema".
Det ville være godt med noget inspiration til at vælge tema, og andre nybegyndere kunne måske også have glæde af en tråd med "Mit tema" eller lignende, hvor I fortæller om jeres tema(er) og hvorfor I valgte netop det, og også gerne lidt om tema-udfordringerne. Så kan nybegynderen få inspiration og forhåbentlig bedre muligheder for at vælge sit eget tema.