Så skete det - hermed mit ydmyge bidrag til Skyhawk-kampagnen 2019! Der kom lige en række byg i vejen for min Skyhawk – primært panser, men også et par fly – så et er ikke fordi, at jeg har ligget på den lade side. Efter lidt frem og tilbage så fik jeg dog hul på bylden af dette noget bedagede og simple sæt fra Hasegawa. Jeg valgte at bygge den samme version som sidst (ca. for 15 år siden), og dermed bragte jeg mig også for alvor i en situation, hvor jeg kunne se mine evt. fremskridt eller mangel på samme!
Lidt om bygget og billeder nedenfor:
- Pasformen var ikke god! Det kan godt ses flere steder, og det er her, at jeg som den middelmådige modelbygger, jeg er, savner mulighed for pigment og mudder, som jeg kender det fra panser😊
- Det absolut største skift for mig som modelbygger har været anvendelsen af airbrush samt en del yderligere værktøj. Jeg forsøgte mig med variationer i farven med brug af sort og hvid. Desværre var Tamiya’s Light Grey alt for mørk (tog ikke et billede af det). Gode råd var dyre, men jeg valgte at tage chancen med en Light Gull Grey fra Hataka Rød serie. Jeg var presset over Light Gull Grey, og jeg overvejede at finde den brune sæbe frem og starte forfra eller blot droppe det hele. Gode kræfter i vores facebook gruppe meddelte dog, at farven var inden for tolerancen – tak😊
- Mask passer til Hobby Boss sættet, så det var ikke helt i vinkel til Hasegawas.
- Anti-glare og næsen er malet med pensel, og det koster på udtrykket anno 2021!
- Weathering er lavet ved brug af Tamiya Panel Liner Black og Grey.
Billeder:




Omkring bevæbning valgte jeg at sætte et par Walleye bomber på (en optisk guidet bombe med et kamera i næsen, hvor piloten kan markere målet, hvorefter bomben selv styrer mod målet ved hjælp af kameraet). Walleyes blev brugt i begrænset omfang under Vietnam-krigen, men generelt havde de en god effektivitet mod visse større, men ikke befæstede mål. Sandsynligheden for, at netop denne maskine har brugt Walleyes er nok nær nul, men jeg har valgt at se bort fra den historiske akkuratesse! Bemærk, at jeg valgte at kæle lidt for detaljen ved at file næsen ned og så montere overskydende forlygteglas fra en Stryker i 1/35 for at synliggøre optikken.

Det store spørgsmål er så – er jeg blevet en bedre modelbygger? Tja måske. På nogle områder er jeg blevet mere grundig og stiller større krav til mig selv. Jeg har også fået bedre redskaber og væsentlig mere viden. Mine evner inden for airbrushing er stadig begrænsede, og jeg tager fortsat chancer, da min utålmodighed (lysten til at blive færdig) kan overskygge for de helt rigtige valg.
I kan sammenligne lidt nedenfor - forhåbentligt kan I godt se, hvad der er den nye og gamle!




Nå, men nu er jeg kommet i mål, og den lille Skyhawk har fået en fin plads på hylden, hvor den fortjener at være😊
VH - Thomas