For et stykke tid siden faldt jeg over en video på Youtube om at overføre billeder printet på laserprinter til diverse ting - det var baseret på at placere det printede papirark med billedsiden nedad på en våd lakeret overflade, og så fjerne papiret ved at opløse det med vand og en svamp når lakken var tør. Ret omstændeligt. Så faldt jeg - i forbindelse med lidt research i fotoætsproduktion - over en tilsvarende teknik til overførsel af printpladelayouts, ved at printe på et "transferark" og så stryge det over på printpladen. I dag fandt jeg så et par videoer som viste hvordan man kunne gøre det samme uden at skulle bruge varme eller endda specielt transferpapir, ved simpelthen at bruge acetone! Jeg har testet det, og det ser særdeles lovende ud!
Det ene billede viser første forsøg med sort tekst, på en gammel Airfix Draken, formentlig malet med Humbrol. Det andet viser farvet tekst ("Google" logoet og en lille lyseblå tekst fra en udskrift fra Google Maps) på noget umalet hvid plastic. Teknikken er trivielt simpel. Print spejlvendt med en laserprinter (jeg har en HP LaserJet M252n) på almindeligt papir (blankt papir skulle muligvis være endnu bedre, men jeg har ikke fundet noget til laser i Bog&Ide). Klip ud så det kan placeres korrekt. Tør evt af med acetone (man skal ikke gnubbe for meget på Humbrol lader det til, det tager malingen af, men et let strøg for at fjerne snavs/fedt/støv skader ikke.) Placer papiret på overfladen, tryk det godt fast mens det fugtes passende med acetone. Vent lidt, og fjern så papiret. Da det ikke kræver andet end et par dråber acetone og et helt normalt laserprint, koster det ikke noget at øve sig, men jeg er forbløffet over det resultat jeg fik allerede i første forsøg. Fordi man placerer plastictoneren direkte på modellen, er der ingen bærefilm der generer. Efterfølgende kan der lakeres uproblematisk, i hvert fald med Johnson Klar, sikkert også med andre laktyper, men selv uden lak er det rimeligt robust.